Eltraco Automation har solgt endnu en MY700-jetprinter til det danske marked. Denne gang til EMS-producenten EuroTechnic, som havde behov for større fleksibilitet og højere kvalitet på printkort til IoT-produkter med et bredt komponentmiks på meget lidt plads.
Industri 4.0 og den voksende andel af trådløse elektronikprodukter stiller store krav til elektronikproducenterne, som skal kunne honorere kundernes krav om såvel kortere time-to-market som en meget fleksibel produktion.
Det mærker man blandt andet hos den nordjyske EMS-producent EuroTechnic, som for nylig har investeret i en MY700-jetprinter fra Mycronic. Printeren udmærker sig blandt andet ved sin hastighed og sit dual-head-design, der giver mulighed for simultan dispensering af forskellige størrelser loddepasta.
“Vi får flere og flere produktionsopgaver, der involverer Bluetooth- og GSM-moduler, hvor du har mange forskellige komponenter størrelser på meget lidt plads. Korrekt dispensering af loddepasta er meget afgørende for korrekt lodning, og til det er MY700-jetprinteren en meget velegnet og supplerende teknologi til traditionel stencilprintning,” forklarer administrerende direktør i EuroTechnic Heine Kragelund.
Skræddersyet til Industri 4.0
MY700-printeren er seneste generation i Mycronics familie af jetprintere, som i Danmark forhandles af Eltraco Automation.
Maskinen kan påføre både loddepasta, lim og andre dispensermaterialer med en hastighed på op til 300 dots i sekundet – vel at mærke med meget høj præcision. Samtidig kan printeren takket være dual-head-designet programmeres til at håndtere to forskellige dotstørrelser på samme tid, hvilket øger effektiviteten og sænker lønandelen.
“MY700-printeren er som skabt til de produktionskrav, som Industri 4.0 fordrer, og det er produktionen hos EuroTechnic et oplagt eksempel på. De får en virkelig topmoderne maskine, der sikrer dem både høj fleksibilitet og høj kvalitet,” siger Mikael Thomsen, administrerende direktør i Eltraco Automation.
Kortere time-to-market
EuroTechnic har siden 1984 leveret kundespecificeret elektronik til kunder i både Danmark og udlandet. Ifølge Heine Kragelund bliver elektronik en mere og mere kompleks størrelse, hvilket fordrer tæt samspil mellem ikke bare udvikling og produktion, men også kunde og EMS-leverandør.
Af samme årsag er det vigtigt med danske EMS-producenter, der netop kan fungere som kundernes “elektronikfabrik” og være tæt på kunden, mener Heine Kragelund.
“Med MY700’eren sparer vi leadtime i vores produktion, hvilket gør kundens time-to-market kortere. Det bliver et vigtigere og vigtigere parameter for vores kunder, og det skal vi som dansk EMS’er kunne honorere, hvis vi skal have en berettigelse på markedet.”