Inline vapor phase-maskine fra IBL åbner op for større volumen
21-10-2025
De fleste i elektronikindustrien vil nok anerkende, at vapor phase er en overlegen måde at lodde på. Teknologien sikrer en ensartet og skånsom lodning, fordi dampen aldrig overstiger Galdens kogepunkt – og dermed undgår man at stresse print og komponenter på samme måde som i en traditionel reflow-proces. Alligevel har vapor phase-teknologien aldrig for alvor vundet fodfæste i højvolumenproduktioner – altså højvolumen efter skandinaviske forhold – og det er især én årsag til: Hastighed.
Det ændrer sig nu med den nye CS100 fra tyske IBL – en inline vapor phase-maskine, der for første gang kombinerer vapor phase-teknologiens overlegne loddekvalitet med hastighed, der kan måle sig med reflow. Dermed åbner maskinen op for, at også højvolumenproduktion kan drage nytte af de procesmæssige fordele, som teknologien tilbyder.
”IBL har i mange år sat standarden for vapor phase-teknologi, men det er med CS100, at teknologien for alvor bliver et reelt alternativ til reflow – også for virksomheder, hvor hastighed og throughput er afgørende,” fortæller Mikael Thomsen, ejer og direktør i Eltraco, der repræsenterer IBL i Danmark.
Lavt energiforbrug
CS100 er en fuldautomatisk inline-maskine, der kan konfigureres med eller uden vakuum og håndterer både små og mellemstore serier såvel som større produktionsvolumener. Maskinen udmærker sig ikke kun ved sin præcision og ensartede proceskontrol, men også ved sit lave energiforbrug – den bruger således markant mindre energi end traditionelle reflow-ovne for at opnå samme effekt.
”Det betyder, at man ikke alene får en højere loddekvalitet og et mere stabilt procesvindue – man får også en mere energieffektiv og miljøvenlig produktion,” siger Mikael Thomsen.
Du kan i denne casehistorie læse mere om, hvordan Terma benytter IBL’s vapor phase-teknologi i sin produktion: https://eltraco.com/cases/cases-smt-udstyr/elektronik-til-verdensrummet/







