Ny jetprinter er skræddersyet til Industri 4.0
31-05-2018
Jetprinteren MY700 fra Mycronic er netop blevet lanceret på det danske marked. Med sin høje hastighed og fleksibilitet passer den som fod i hose til produktionsbehovene i Industri 4.0.
En højere og højere grad af serievarians. Komplicerede printkort. Og et voksende antal miniaturekomponenter.
Industri 4.0 stiller høje krav til elektronikproducenterne, som i dén grad bliver udfordret på teknologisk knowhow og maskinkapacitet. Det er de krav, svenske Mycronic forsøger at adressere med sin seneste generation inkjetprinter, MY700, der er skræddersyet til produktionsbehovene i Industri 4.0.
Det er Eltraco Automation, der har agenturet på forhandling af Mycronic-maskiner i Danmark, og administrerende direktør, Mikael Thomsen, har store forventninger til maskinen.
”Det er virkelig en state-of-the-art maskine, som ligger i direkte forlængelse af sin forgænger, MY600. Denne model kan imidlertid håndtere større variationer i dotstørrelser, ligesom den er markant hurtigere,” siger Mikael Thomsen.
Høj hastighed og automatisk opgavevalg
MY700-maskinen er en viderebygning på de foregående generationer af fleksible og lynhurtige inkjetprintere fra Mycronic og er ligesom sine forgængere et alternativ til traditionelle screenprintere.
Der er tale om en højhastigheds-jetprinter, der kan påføre både loddepasta, lim og andre dispensermaterialer med en hastighed på op til 300 dots i sekundet.
Takket være et integreret dual-head design kan jetprinteren håndtere såvel store som helt små komponenter, ligesom den kan konfigureres til på samme tid at håndtere to forskellige typer print. Det giver et non-stop flow af print med et minimum af manuel bemanding.
Betjeningsmulighederne omfatter blandt andet automatisk opgavevalg ud fra stregkoder, hurtig skanning af stregkoder samt laseropmåling.
Oplag til danske elektronikproduktioner
Alt i alt er det en maskine, der vil være oplagt til danske elektronikproduktioner, hvor serier med høj varians og lav volumen er en del af hverdagen, mener Mikael Thomsen.
”De fleste danske elektronikproduktioner er kendetegnet ved høj varians og få serier, altså high mix-low volumen. Derfor er hurtige omstillinger alfa og omega. Det får man med My700, blandt andet fordi man slipper for at skifte stencil mellem hver serie og langt nemmere kan teste forskellige designs af.”
MY700 kommer i tre forskellige versioner – MY700JX, MY700JP og MY700JD.