Techtjek: Sådan står det til på loddeområdet anno 2021

16-11-2021

Reflow-lodning er stadig den dominerende teknologi, mens selektiv lodning tager markedsandele fra bølgelodning. Frank van Erp, EMEA-salgschef for ITW EAE, kommer her med en status på loddeområdet anno 2021.

Bill Gates sagde engang, at vi har en tendens til at overvurdere den teknologiske udvikling på kort sigt og tilsvarende overvurdere udviklingen på længere sigt.

Men selvom den teknologiske udvikling går hurtigt, er der visse teknologier, der bare ikke forsvinder. Tag sådan noget som bølgelodning, wave soldering.

Tilbage i slutningen af 1980’erne, da Frank van Erp indledte sin karriere i elektronikindustrien, fik han at vide, at der ikke var grund til at bruge alt for meget tid på bølgelodning.

”Folk i branchen mente, at bølgelodning ville være fortid, når vi nåede årtusindeskiftet. Men nu, snart 30 år senere, er teknologien stadig lige så relevant,” siger Frank van Erp, som i dag er EMEA-salgschef hos ITW EAE Vitronics Soltec, én af verdens førende leverandører af proces- og produktionsudstyr til elektronikindustrien, herunder lodning.

Reflow dominerer stadig

Eltraco Automation har sat den kyndige hollandske branchemand stævne for at få en status på, hvordan det egentlig står til med de tre fremherskende loddeteknologier – førnævnte bølgelodning, reflow lodning og selektiv lodning.

Helt overordnet er reflow-lodning ifølge Frank van Erp stadig den dominerende metode i den europæiske elektronikindustri – ikke mindst på grund af den høje loddestyrke.

”Vi ser specifikt en øget brug af pin-and-paste-reflow (hvor både through-hole-komponenter og overfladekomponenter monteres via reflow, red.), hvilket egentlig er en lidt spøjs måde at lodde på,” lyder det fra Frank van Erp.

Selektiv lodning tager markedsanale

Når det kommer til selektiv lodning, er det en teknologi, som ifølge Frank van Erp pt tager markedsandele fra især bølgelodning – på trods af, at det stadig er en forholdsvis langsom og kompliceret loddeproces.

”Vi ser en bevægelse fra bølgelodning til selektiv lodning. Man sparer ikke bare tid, men også udgifter på den totale investering. Og i mange tilfælde kan selektiv lodning være svaret på det, som kunden har brug for.”

Formes af makrotrends

I et større perspektiv mener Frank van Erp, at loddeområdet i lighed med elektronikindustriens øvrige områder formes af en række overordnede makrotrends – eksempelvis miniaturisering, højere densitet på de enkelte PCB-boards, bæredygtighed og ikke mindst kortere time-to-market.

”Hvis en elektronikproducent i dag skal løbe en ny produktionslinje, er man nødt til at huske på, at produktets livtidscyklus er blevet markant reduceret fra tidligere måske fem år til nu under ét år. Så derfor er man nødt til at investere i fleksibilitet, og det gælder naturligvis også på loddeområdet,” vurderer Frank van Erp.

Dette var det andet interview med Frank van Erp. I det første interview giver Frank van Erp sit syn på status for den europæiske elektronikindustri og de trends, der former branchen i disse år. Læs artiklen her.

Eltraco er dansk eneforhandler af ITW EAE’s løsninger inden for lodning, herunder både reflow, selective og wave-soldering. Læs mere på vores hjemmeside.